Alle efterspørger socialt engagement

Vores internationale mission har været en undskyldning for en udlicitering af vores moralske ansvar for socialt engagement. Vi har som menigheder støttet op om et stort arbejde blandt mange nødlidende i lande langt væk fra os selv. Det er på tide, at vi tør tage noget af ansvaret tilbage til gavn for fattige, svage, undertrykte og socialt marginaliserede mennesker i vores egen by og omegn.

Det er dog vigtigt at gøre det klart, at jeg ikke hermed mener, at vi skal nedruste vores engagement i tredieverdenslandene, men at vi skal turde påtage os det moralske ansvar for socialt engagement, som vi for længst har ladet reducere i takt med velfærdsstatens udvikling. Der er dog forsat ildsjæle, der arbejder med den sociale dimension, men der er ikke mange sociale projekter, som vi som hele menigheder er fælles om. De internationale projekter står vi fælles om, men det lokale arbejde ud fra kirkerne er ofte styret og drevet af enkelte ildsjæle, der såmen ofte roses for deres store engagement, men står meget alene om det. Til trods for at arbejdet er lokalt, så er ejerskabet ofte fjernere, end f.eks. et arbejde med forældreløse børn i Afrika.

Ovenstående introducerer det første af tre 'opmærksomhedspunkter', som jeg vil fremføre. Det første opmærksomhedspunkt kan kaldes: "Det moralske ansvar for socialt engagement". Det næste kalder jeg "Baggrunden for det sociale engagement", mens det tredie er "Det ægte sociale engagement".

Når jeg hentyder til baggrunden for det sociale engagement, tænker jeg på grunden til, at det efterspørges i menighederne. Er det fordi, vi vil være kendt for at være socialt engagerede? fordi vi vil udvide vores kontaktflade? eller fordi vi føler os kaldet til at være Guds hænder i verden og dermed også i lokalsamfundet?
Det er forskellige motiver, der dog alle kan være meget gode. Jeg synes dog ofte, at det kommer til at handle om stolthed; at vi vil være kendt for at gøre noget godt for bestemte grupper i lokalsamfundet, og at den socialteologiske dimension slet ikke indtænkes: At vi er kaldet til at være Guds hænder i verden, sådan som Jesus var os et eksempel. Vi bør altså ikke altid tænke, hvilken form for socialt arbejde, der bedst kan føre folk til tro, men forstå at det sociale arbejde i sig selv er at gøre "Guds tjeneste".

Det leder mig over til det tredie opmærksomhedspunkt omkring det sociale arbejde. Det vi skal være opmærksomme på her er, at hvis vi sætter noget nyt arbejde i gang, så lige meget hvilket motiv vi har for det, så er vi nødt til at respektere og anerkende mennesker, der hvor de er, og som de er. Vi kan ikke kræve at folk skal komme til tro, vi kan heller ikke tvinge dem til at lytte til os, men vi kan række vores hænder ud og med respekt for dem som medmennesker vise vores engagement. Det engagement må ikke være manipuleret. Hvis vi tror, at vi kan agere socialarbejdere, men i virkeligheden tænker evangelisation først og fremmest, så vil det sandsynligvis ikke føre til nogen succes.

At undgå socialt engament, fordi evangelisation ikke kan indtænkes i det, tænker jeg altså også er helt forkert, da jeg jo mener, at det sociale arbejde er en moralsk pligt i sig selv, som vi er kaldet til. Guds kærlighed er utrolig svær at forklare, men det bør ikke forhindre os i at lade folk erfare den.