At tro på Jesus [i mødet med en muslim]

- om at turde være enige om det, man er enige om.

Jeg tror på Jesus. Jeg tror på Jesus som i Bibelen betegnet ”Guds søn”, og at alt hvad Jesus gjorde var i tråd med Guds vilje.

Jeg har mange muslimske venner, som jeg har diskuteret religion med mange gange. At der findes danskere, – i særdeleshed unge – der tror på Gud, som jeg gør, overrasker dem. Når jeg besøger dem i deres hussainia (betegnelsen for en shia-muslimsk, religiøs klub à la moské) bliver jeg spurgt af børnene, om jeg er der for at lave et projekt til skolen eller vil konvertere til islam. De forstår ikke, at man som ung dansker kan være troende kristen og samtidig anerkende andre troende og have interesse for deres religion og lyst til at diskutere med dem. Og i diskussion også være villig til at lytte til og lære af dem.

Jeg er ikke blevet tvivler eller muslim af at diskutere religion med muslimer. Men jeg er blevet mere bevidst om, hvad det egentlig er, at jeg tror. Og hvordan jeg definerer det, jeg tror.

Jeg har blandt andet diskuteret gudssyn i forhold til kristendom og islam. De muslimer, jeg har diskuteret med, har ikke kunnet forstå, at jeg kan sige, at jeg tror på én Gud, men samtidig kalder Jesus for Gud eller Guds søn.

I deres grundsyn vil Gud aldrig kunne være to- eller tredelt. Det menneskeskabte treenighedsbillede, som jeg personligt synes forvirrer mere end det gavner, er helt utænkeligt, ligesom det er helt utænkeligt og blasfemisk, at skulle forestille sig Gud få et biologisk barn.

For at vi kan blive enige om, at vi begge tror på en monoteistisk gud, – altså én gud – så har jeg måttet ændre min terminologi – og dermed ikke nødvendigvis også min teologi. Det har dels været nødvendigt for at blive respekteret af muslimer som monoteist, men også for at jeg har kunnet vide helt sikkert med mig selv, hvad det er, at jeg tror. I en mere muslimsk-venlig terminologi kunne Johannes-prologen defineres som en beskrivelse af ”Guds vilje inkarneret i kød og blod”. Det er det, jeg ser som det vigtige, og som jeg ved, at jeg tror. Når mine muslimske venner sætter ordvalget på spidsen omkring Guds søn, så spærrer gudskrænkelsen for en enighed, der i grunden allerede findes. At Gud er én.

Vi skal ikke være bange for muslimer. De anerkender Jesus, – til forskel fra jøderne – men de kender ham bare ikke lige så godt, som vi gør.

(Refleksion over en prædiken, jeg ikke selv har hørt.)