Den barmhjertige samaritaner 2009

Han havde endnu en gang tilladt sig at gå en tur midt under gudstjenesten, som han alligevel ikke forstod noget af. Han ville en tur forbi sin nye ven, falafel-handleren længst væk af dem alle; i den modsatte ende af det indre centrum, tæt ved banegården.

Men dér, midt på vejen, skuede hans øjne en sammensunken skikkelse, mørk i huden og sorthåret sidde op af cykelstativerne, der i dag ikke husede særlig mange cykler i forhold til kapaciteten. Ukomfortabelt må det have været at sidde op af dem.

Først efter nogle yderligere skridt og nogle længere blikke kunne han genkende manden. Han burde også have været med til gudstjenesten. Han fortsatte videre, men for hvert skridt øgedes den dårlige samvittighed. Var han levitten, der lod den lidende mand ligge? Han opmundrede sig selv med, at han nu havde en grund til at besøge sin falafel-ven.

Da der ikke stod et skilt uden for som sædvanligt, gik han direkte forbi. Først en ti meter senere, opdagede han, at han var gået for langt. Pinligt, da han så endte med at gå lige bagved nogen, der lige havde passeret. De gik over på det modsatte fortov. Måske fulgte de sig forfulgt af ham.

Han gik de omkring ti meter tilbage, så at der var gitter for vinduerne, men at døren stod åben. Og minsandten, det var den rigtige falafel-mand, der stod derinde. Han gik ind og spurgte, om der var åbent. Det var der ikke helt endnu. Falafel-vennen havde sovet over sig og var derfor først ved at åbne nu. Han bestilte et tyrkisk brød og en vand. Han fik lov til kun at betale for vandet og gik derfra igen mod cykelstativerne.

Da han kom tilbage til cykelstativerne var manden væk. Den dårlige samvittighed kom igen. Købet af brød og vand, der godt nok kun løb op i et mindre coin offer, havde ellers lige været det, der skulle til, for at få samvittigheden på plads. Han fortsatte tilbage mod kirken. Igennem gågaden, hen over rådhuspladsen, men nåede ikke ned af det lille stræde, for dér så han manden gå hen mod en bænk og nærmest falde ned på den.

Han gik hen til ham. Manden, der var omtrent lige så fuld som han havde forventet, genkendte ham næsten med det samme. De snakkede kort sammen, men manden ønskede hverken brød eller vand. Han havde vist også fået nok at drikke. Nu ventede manden blot på bussen, der skulle køre ham hjem efter en hel nat i byen på egen ensomme hånd. Manden skulle hjem og sove, han skulle arbejde igen næste dag.